- IVÆRKSÆTTER | OFFENTLIGT | ØKONOMI | POLITIK | PROTONS™ | VÆKST
Skat modregner ubetalte regninger i overskydende skat
Det drejer sig f.eks. om manglende licensbetaling, parkeringsafgifter eller anden offentlig gæld.
Millioner af danskere kunne i sidste uge glæde sig over at få penge tilbage i skat. I alt 3,4 millioner danskere skulle have overskydende skat tilbage, men for 360.000 borgere var der skår i glæden.
De fik nemlig modregnet ubetalte regninger i form af manglende licensbetaling, parkeringsafgifter eller anden offentlig gæld i deres overskydende skat.
Det kan også være restskat fra tidligere år. Der er blevet modregnet for mere end 1 milliard kroner i den overskydende skat, der blev udbetalt tirsdag 10. april. Det er næsten dobbelt så meget, som der blev modregnet i 2017 på samme tid.
190.000 fik modregnet sidste år
Sidste får fik 190.000 borgere modregnet 600 millioner i deres overskydende skat. Skat har simpelthen fået bedre gang i den automatiske inddrivelse af gæld det seneste år.
“Jeg er glad for, at vi i år har nået at modregne langt flere sager end sidste år på samme tid. Det skyldes, at vi kan håndtere langt flere sager automatisk, fordi vi er kommet længere i genoprettelsen af inddrivelsen og derfor har et bedre overblik over gældsposterne, og så har medarbejderne gjort et kæmpe stykke arbejde”
Lars Nordahl Lemvigh, direktør for gæld i Skat
Lars Nordahl Lemvigh er blevet udnævnt til direktør for den kommende gældsstyrelse, som får 1.500 ansatte.
De 3,4 millioner borgere, der skulle have overskydende skat tilbage i sidste uge, skulle have haft 16,7 milliarder kroner tilbage, men godt 1 milliard blev altså holdt tilbage for at dække ubetalte regninger til det offentlige.