- IVÆRKSÆTTER | OFFENTLIGT | PROTONS™ | TEKNOLOGI | UDDANNELSE | VÆKST | VIDENSKAB
Tøj skal vi have på, men hvorfor køber vi det forkerte?
Vi køber løs. Men klimaet betaler prisen.
Tekstilindustrien udleder mere CO2 end fly- og shippingbranchen tilsammen.
På 15 år er produktionen af tøj fordoblet, mens vi bruger tøjet i kortere tid.
Oksebøffen, den er ikke god for klimaet. Flyrejsen heller ikke, det har vi fattet. Men dit klædeskab er også en af de helt store klimasyndere.
Tekstilindustrien står for op til 6,7 procent af den menneskeskabte CO2-udledning, har Quantis, der rådgiver virksomheder om bæredygtig udvikling, opgjort.
Produktionen af tøj er fordoblet fra 2000 til 2015, og fortsætter det på samme måde, vil tekstilindustrien i 2050 udlede 26 procent af al den CO2 som der er plads til i klimabudgettet, hvis temperaturstigningen skal holdes under to grader.
Lige nu går udviklingen i den forkerte retning
Der produceres mere tøj end der bruges mindre.
Vi bruger nu vores tøj 36 procent mindre, før vi kasserer det, end vi gjorde i 2000, fremgår det af en rapport om tekstilbranchen fra 2017, udgivet af ngo’en Ellen McArthur Foundation.
73 procent af alt tøj ender på lossepladsen eller brændes.
Noget tøj når end ikke at komme til salg, før det destrueres.
I juli blev det afsløret, at Burberry sidste år – på grund af overproduktion og modvilje mod at sælge produkterne billigt – afbrændte varer til en værdi af 232 millioner kroner.
Bæredygtighed er et stort emne i modebranchen
På den årlige bæredygtighedskonference Fashion Summit var det især omtalt, og det var også et tema hos flere mærker til denne uges modeuge i København.
Fokus er især på fibre til tekstiler, og på at lave cirkulær økonomi, så gammelt tøj kan blive til nyt, og modens trang til nyt kan tilfredsstilles uden at bruge nye råvarer.
Men det er en håbløs strategi, siger Ingun Grimstad Klepp, seniorforsker ved Forbruksforskningsinstituttet SIFO ved Oslo Metropolitan University.
“Teknologien til at genanvende fibre findes ganske enkelt ikke. Det er en drøm om, at teknologien kan redde os, som modebranchen klynger sig til, fordi den køber dem tid til at fortsætte som nu”
Brug tøjet i længere tid
“Modebranchen burde i stedet interessere sig for, hvordan kunderne bruger deres tøj”, siger Else Skjold, adjunkt og ph.d. på Designskolen Kolding, som i næste uge udgiver en rapport om, hvordan man får folk til at bruge deres tøj i længere tid.
“Det allermest bæredygtige tøj er det, man bruger længe, og vi ved fra forskning, at det tøj, som folk bruger i årevis, er det, de har et forhold til. Det behøver ikke at være dyrt tøj, men tøj, der passer til folks liv – og til deres krop. Men modebranchen designer til en meget ung, meget tynd, meget rig og meget smuk ung kvinde, som der findes utrolig få af. Almindelige mennesker har svært ved at finde tøj, der er konstrueret, så det passer dem, og i ordentlige kvaliteter. Tøj, der sidder godt og er i kvaliteter, der kan holde længe, beholder man, så man har brug for at købe mindre tøj. Tøj i dårlig kvalitet kasserer man hurtigt igen”, siger hun.
Rebecca Vera Stahnke ved, hvordan virkeligheden bag tallene, der beskriver overfloden af tøj, ser ud.
Hun står bag genbrugskonceptet Veras, hvor man bytter brugt tøj til nyt brugt tøj.
Hver eneste uge vælter det ind med fyldte Ikea-sække.
“Folk har så meget tøj, de ikke bruger. Nogle kunder er ligeglade med, om de får noget for det. De vil bare af med deres tøj. Meget tøj fra mærker som H&M, Monki og Weekday får vi indleveret med tags på”.
Ikke holdbart i længden
I Dansk Mode og Tekstil som er modeproducenternes brancheorganisation, erkender direktør Thomas Klausen problemet:
“De danske brands er sat i verden for at lave forretning og tjene penge, men alle med sund fornuft kan se, at det er usundt at have en køb-og-smid-væk-kultur, hvor produkterne bliver billigere og billigere og kun brugt få gange. Men et brand kan ikke på en nat beslutte sig for, at en T-shirt skal laves i meget bedre kvalitet og pasform og så koste det dobbelte, så mister de både forhandlere og kunder. Det tager tid. Det er en rejse, vi skal ud på, og den er i gang. Men på sigt skal vi ændre på kvalitetsniveauet, så tingene holder bedre. Det her er ikke holdbart i længden”.