Fattigdom
Bare ét år i fattigdom i barndommen har langvarige negative konsekvenser for voksenlivet.
Ny forskning viser, at oplever børn bare et enkelt år i fattigdom, så sætter det sig langvarige spor i voksenlivet. Og for første gang kan man vise, at det er på grund af netop fattigdommen og ikke andre faktorer.
At opleve fattigdom i barndommen har negative konsekvenser for, hvordan et barn klarer sig i sit voksenliv. Selve konklusionen er måske ikke så overraskende, men rent forskningsmæssigt er det ganske svært at bevise.
Tidligere danske forskningsstudier fra blandt andet SFI har fundet, at børn, der har oplevet blot et enkelt år i fattigdom, klarer sig dårligere i uddannelsessystemet, har øget ledighed og har større risiko for at havne på førtidspension.
Men de studier har ikke kunnet isolere, hvad der var årsagen til, at det enkelte barn klarede sig så dårligt. Da gruppen, man sammenlignede med, var andre familier, som ikke oplevede fattigdom, var det ikke muligt at sige præcis, om det var på grund af fattigdom eller alle mulige andre faktorer, at barnet fik problemer i voksenlivet. Var det, fordi barnet voksede op i fattigdom, i et dårligt kvarter, gik i dårlig skole, havde lavtuddannede eller psykisk syge forældre kunne studierne altså grundlæggende ikke sige så meget om.
Ny forskning slår en streg under, at fattigdom gives videre til børnene – hvis forældrene er fattige, også i kort tid, har det direkte effekt på børnenes fremtidige indkomst.
Banebrydende studie: Fattigdom i barndommen sætter negative spor i voksenlivet
Men ny forskning fra adjunkt på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet Rune Vammen Lesner viser nu, at fattigdom i sig selv har langsigtede negative konsekvenser for, hvordan det enkelte barn klarer sig.
Studiet er baseret på danske registerdata og ser på variationer blandt søskende for at kunne isolere for så mange af de andre omverdensfaktorer som muligt. At analysere på søskendevariationer er en brugt metode inden for økonomi til at isolere for omverdensfaktorer, da søskende – ud over fattigdommen – formodes at vokse op i et nogenlunde sammenligneligt miljø.
Værst for teenagere
Undersøgelsen viser, at bare ét år i fattigdom, for et barn mellem det er 0 og 21 år, fører til et fald i disponibel indkomst resten af livet på 2,2 procent. Størst er konsekvenserne, hvis året i fattigdom rammer børnene, når de er mellem 13 og 15 år gamle. Her fører det til et fald på 12,4 procent i erhvervsindkomst og på 5,9 procent i disponibel indkomst.
Det tyder på, at fattigdommen fører til, at forældrenes investeringer i deres børn falder, og at velfærdsstaten kun delvist kan kompensere for dette valg. At effekterne er størst i teenagealderen, kan der være gode forklaringer på, påpeger Rune Vammen Lesner.
»Det er i slutningen af folkeskolen, og det er også der, hvor de unge skal til at vælge karriere. Det tyder på, at det påvirker deres valg. De vælger kortere, mere erhvervsrettede uddannelser og går tidligere på arbejdsmarkedet. Men det påvirker ikke bare deres valg, men også kompetencer. For man kan også se, at de får dårligere karakterer, hvis de kommer i gymnasiet,« siger han.
Studiet viser også, at børnene har mindre sandsynlighed for at være gift, være samboende eller have børn som 30-årige. En af grundene kan være, at børnene går tidligere på arbejdsmarkedet og har kortere uddannelser og derfor ender i kønssegregerede sektorer.
Forsker: Myndigheder overser, at fattigdom øger risikoen for omsorgssvigt
Derudover har ét år i fattigdom også klart størst konsekvenser for børn af lavtuddannede.
»Effekten er størst for familier, hvor forældrene er lavtuddannede. Både lavtuddannede og højtuddannede kan opleve fattigdom, men effekten for børnene er størst i lavtuddannede familier fordi de måske ikke har så stort netværk, kompetencer og lånemuligheder, der kan kompensere for deres manglende indkomst,« siger Rune Vammen Lesner.
»Det tyder på, at velfærdsstaten ikke er i stand til at kompensere for forældrenes manglende forbrugsmuligheder,« siger han.
De generelle effekter af fattigdom hos børn vurderes i studiet at være lavt sat, fordi man ved at isolere effekterne så meget vælger en række familietyper fra. F.eks. er de familier, der lever i konstant fattigdom og derfor ikke har nogen søskendevariation ikke med i studiet.
Direkte årsag
Ifølge Jonas Schytz Juul, der er analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er studiet en nyskabelse, der længe har været brug for i den danske fattigdomsdebat.
»Der har tidligere været en masse studier, der viser nogle sammenhænge mellem børn, der vokser op i fattigdom, og hvordan de klarer sig som voksne. Men det her studie viser en direkte årsagsvirkning,« siger han.
Torben Tranæs, forskningsdirektør i VIVE – Det nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – og medlem af Det Økonomiske Råds formandskab, peger også på metoden som noget, der »bringer den danske empiri på området nogle store skridt videre i forhold til at kunne identificere den direkte effekt af lavindkomst«. Men også resultaterne er markante:
»Det er forholdsvis betydelige effekter, det har på barnets senere indkomst,« siger han.
Der er dog det forbehold, at man ikke helt kan isolere effekterne af, at den begivenhed, der har ført til forældrenes fattigdom, kan resultere i f.eks. øget stress hos barnet, og derfor kan have en påvirkning på barnet ud over indkomstfaldet. Selv om studiet forsøger at tage højde for nogle typer af hændelser – som forældrenes tab af job – så er der stadig hændelser, man ifølge Torben Tranæs ikke kan udelukke også har indflydelse.
Udenlandske studier har tidligere formået at isolere omverdenseffekterne yderligere ved at undersøge lokalområder, hvor der pludselig er sket en forandring i hele lokalområdets økonomi f.eks. på grund af oliefund eller lignende. Her får man en sammenlignelig gruppe, som ikke er inden for familien – men da de omstændigheder er ret sjældne, er det heller ikke umiddelbart muligt at udføre på danske data.
Men i Norge har man netop set på effekter af oliefund, og har fundet, at forældrenes øgede investeringer i børn betyder, at børnene klarer sig bedre som voksne – noget der altså peger i samme retning som resultaterne i Rune Vammen Lesners studie.
Kontanthjælpsloftet kan have flere effekter
Diskussionen om fattigdommens effekter har været særligt markant i forbindelse med indførelsen af kontanthjælpsloft, 225-timersregel og andre reformer, der har ført til nedsatte ydelser blandt de lavestlønnede. Og selv om Rune Vammen Lesner arbejder med data, der ligger mange år før kontanthjælpsloftet, så kommer studiet stadig med relevant viden til netop den diskussion.
»En politik, som tager nogle ressourcer fra nogle forældre for at få dem i arbejde, kan måske have en positiv effekt på forældrenes erhvervsfrekvens. Men mit studie tyder på, at der også kan være nogle ret store effekter på børnene på lang sigt, som man ikke kan observere i øjeblikket,« siger Rune Vammen Lesner.
»Så skal man jo afveje den positive effekt af de familier, der potentielt kommer i arbejde op imod de familier, der ikke kommer i arbejde, men hvor man har en negativ indkomsteffekt. Det er så et politisk spørgsmål, hvad man vælger der,« siger han.
Lars Løkke Rasmussen på tur med sin valgkamp i går. Han har tidligere i valgkampen garanteret, at hans politik ikke vil føre til flere fattige børn, men det er i konflikt med hans plan om et såkaldt moderne kontanthjælpsloft, som ifølge eksperter vil medføre netop det.
Eksperter dumper Løkkes løfte om ikke flere fattige børn
Ifølge en analyse som AE-Rådet offentliggjorde i januar, er der i øjeblikket 10.100 børn, der er under fattigdomsgrænsen, som er ramt af kontanthjælpsloftet. Analysen viste også en generel stigning af fattige børn på knap 28 procent alene i 2016, hvor loftet kun var gældende i tre måneder. Når tallene for 2017 kommer – hvor kontanthjælpsloftet var gældende hele året – er forventningen, at stigningen vil være endnu mere markant.
Men hvor kontanthjælpsloftet altså har store konsekvenser for antallet af fattige børn, har det tilgengæld kun en relativt begrænset beskæftigelseseffekt. En effektmåling som Beskæftigelsesministeriet offentliggjorde i sidste uge viste, at den foreløbige effekt har været, at hvor et typisk kontanthjælpsforløb før var ét år og knap seks dage varer det nu ét år og knap to dage. Det omregner ministeriet så til en stigning i beskæftigelsen på 190 personer, som de så på et usikkert grundlag ganger yderligere op til en effekt på omkring 600 personer.
Når selv den ganske begrænsede effekt stadig bliver udlagt som en succeshistorie af ministeriet, er det dog blandt andet, fordi man i undersøgelserne slet ikke forholder sig til de langsigtede negative effekter, som en barndom i fattigdom har, påpeger Jonas Schytz Juul.
»At man med fuldt overlæg sender børn ned under fattigdomsgrænsen har nogle langsigtede effekter, som koster både for det enkelte barn og for statskassen,« siger Jonas Schytz Juul.
»Hvis de børn – som studiet viser – kommer til at vokse op med en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet. Og at dem, der kommer i arbejde, får en lavere løn og dårligere job. Det giver lavere skatter og højere overførselsindkomster. Det indikerer, at det kan godt være, at man tror kontanthjælpsloftet er en god forretning, men det er det ikke. For det kommer til at koste på længere sigt,« siger han.
Ifølge Torben Tranæs er der dog en god grund til, at ministeriet indtil nu ikke har regnet på de langsigtede effekter af fattigdom.
»Det er en generel mangel ved den måde, vi regner konsekvenser af forskellig brug af offentlige midler. Der er en lang række effekter, som vi endnu ikke har studier på, og derfor ikke kan regne med. Så det er en generel udfordring, at vi antageligt får for få effekter med, når vi regner på konsekvenser af politiske tiltag,« siger han.
Hvornår har man nok?
»Jeg kan ikke på stående fod vurdere, om man med det her studie har nok til at kunne regne på konsekvenser af f.eks. ydelsesændringer, men man er kommet et pænt skridt nærmere, end man var før. Det vil dog kræve nogle flere overvejelser og konkrete analyser,« siger Torben Tranæs.
