Skralder Du Også?

ER SKRALDE DET NYE GULD?

23-årige Nynne: Det er lidt skamfuldt at blive taget i at skralde, men tænk, hvis man kunne gøre det med stolthed

Vi skal gøre op med dato-fascismen, men det er hverken rimeligt eller effektivt at lade forbrugerne kæmpe alene – politikerne må træde til.

Søndag var en kæmpe bananfest – faktisk fandt jeg i omegnen af 100 økologiske, og blot en kende overmodne, bananer. Ud over bananer bød Netto også på yoghurt, tomater, æbler, appelsiner, frosne jordbær, brød, butternutsquash og meget andet.

Tirsdag var en rodfrugtfest, men der var også grønkål, kiwi, kakifrugter, blomkål, mere brød, en masse gulerødder og mange andre sager, hjertet har kært. Og lad mig lige gøre det klart, at når jeg skriver ’fandt’, så mener jeg ikke på supermarkedets hylder; jeg mener i supermarkedets bugnende skraldespande.

For at få lidt fakta, og ikke kun skrald, på bordet kan jeg fortælle, at en tredjedel af alt mad, der produceres på verdensplan, ender i skraldespanden. Det estimerer FN. I Danmark bliver der årligt smidt mere end 700.000 tons mad ud ifølge Miljøministeriet. Alt imens sulter næsten 800 millioner mennesker på verdensplan.

Det er vist ikke for friskt at konkludere, at madspild er et massivt problem. Det skader både klima og miljø, at der bliver produceret så enorme mængder af mad. At en tredjedel så endda ender i skraldespanden, det er jo forargende.

Derfor er det også positivt, at der er opstået en subkultur, hvis omdrejningspunkt er at skralde. I Danmark er der flere end 1.000 medlemmer af forskellige skraldegrupper på Facebook, som deler gode skraldeerfaringer, locations og gode råd med andre, der også vil kaste sig over guldgruben.

Dog kan man ikke sige andet end, at det at skralde kun er symptombehandling.Brug-og-smid-væk-kulturen er på madfronten desværre en brug-ikke-og-smid-væk kultur. (Over)forbrugssamfundet har gjort sit indtog for mange år siden, men at overforbruget, eller nærmere overproduktionen, skulle ramme madbørsen også, kommer for mange som en trist overraskelse.

Det er lidt som med onani: Folk må da gerne vide, at man gør det, men de må nødigt se en gøre det

Vi skal nemlig ikke længere tilbage end til mine bedsteforældres generation, før restedag og endda genopvarmet kaffe var helt almindeligt, i hvert fald hjemme hos min farmor.

Hver især står vi for vores del af den mad, der bliver smidt ud. Faktisk smider vi danskere 63 kg mad ud om året hver. Men det er ikke godt nok bare at placere ansvaret hos den enkelte. For selv om initiativer som ’STOP SPILD AF MAD’, der inspirerer den enkelte til nye måder at få brugt de sidste rester på, er både sympatisk og godt, så kræver problemet indgriben fra både industri og politikere.

Det er hverken rimeligt eller på nogen måde effektfuldt nok, hvis den eneste kriger i kampen mod madspild er forbrugeren. Der skal langt flere aktører i spil, hvis vi skal komme problemet til livs.

Et skridt kunne være at indføre en langt strengere regulering af den industri, der tydeligvis ikke kan finde ud af at regulere deres produktion og tilpasse den efterspørgslen.

Alternativt kunne man kigge på nogle af de ordninger, der i dag regulerer salget i supermarkederne og se på, hvilken effekt de egentlig har.

F.eks. har EU’s handelsnormer, der blandt andet siger, at et æble skal se ud på en bestemt måde for at blive solgt. Det betyder, at hvis ét æble i en pose er blevet stødt, så skal hele posen smides ud.

Fødevarestyrelsen foreslår så, at supermarkederne kan frasortere det dårlige æble og sælge resten i løsvægt.

Umiddelbart lyder det fint, men de glemmer vist, at reglerne også siger, at fødevarerne skal registreres på utallige leder og kanter, hvilket gør, at det nemmeste for supermarkederne bliver at smide hele posen i skraldespanden.

Derudover ville det klæde Fødevarestyrelsen, der trods alt er sat i verden for at vejlede forbrugeren og ikke for at hjælpe industrien, at råbe en smule højere med det faktum, at ’mindst holdbar til’ og ’bedst før’- anmærkningerne bare er vejledende.

Mange varer, f.eks. æg, kan sagtens spises langt tid efter ’mindst holdbar til’-datoen. Hvis Fødevarestyrelsen sagde det højt, ville det hjælpe den enkelte til at turde tage et opgør med den datofascisme, der skyldes, at industrien naturligvis er interesseret i, at vi skal smide ud, så vi kan købe nyt.

For selv om der bliver smidt uanede mængder af god, holdbar mad ud, er der alligevel mange, der ikke bryder sig om tanken om at spise noget, der er blevet fisket op af en container.

Det er forståeligt, og det smitter naturligvis af på os, der skralder. Man har ikke rigtigt lyst til at blive set, når man hænger med hele overkroppen nede i en skraldespand.Personligt har jeg ikke noget imod at fortælle folk, at jeg skralder. Men det er lidt som med onani: Folk må da gerne vide, at man gør det, men de må nødigt se en gøre det.

Det er en smule skamfuldt at blive fanget i at skralde. Men tænk, hvis det var omvendt. Hvis det var noget, man med stolthed kunne gøre – altså hænge med hovedet nede i en skraldespand.

Det ville være smart, når undersøgelser viser, at omkring halvdelen af den mad, der bliver smidt ud, kunne være blevet spist.

Hermed ikke sagt, at skralderne kan løse problemet.

Lad os alle som forbrugere, hvad enten man skralder eller prøver at være mere bevidst om, hvad man smider ud, vise, at vi ikke vil acceptere, at der fra politisk hold ikke bliver gjort noget ved den massive overproduktion af fødevarer.

Og til sidst en opfordring: Tag rygsækken på, lad pengepungen blive hjemme og dyk ned i din nærmeste skraldespand, så ses vi måske, uden at blive set, til den næste bananfest bag Netto.


/POLITIKEN
HJÆLP VOSA UD I VERDEN